Natacha listede næsten omkring i butikken for ikke at vække Melody. Hun ville så nødigt vække pigen, når nu hun endelig sov. 
Da der lød en banken på døren kiggede hun derfor næsten panisk på barnet, der heldigvis bare lå med sin tommelfinger i munden; sutten var faldet ud af munden og lå ved siden af hende. Natacha smilede før hun hurtigt listede hen og åbnede døren. “Hej. Melody er endelig faldet i søvn, så du må meget gerne ikke larme for meget” hviskede hun til ham, utroligt nok taget i betragtning af hvem han var. Men det var tydeligt at se på hende, at roen var værdsat. Skønt det ikke var meget havde hun alligevel render under øjnene af tegn på for lidt søvn. 

Natacha viste vej hen til bordet, hvor hun havde dækket op til kaffe og kage og kiggede så lidt tøvende på Alecander. Deres venskab, eller hvad det nu var var ret nyt, så hun kendte ikke meget til hvad han brød sig om og godt kunne lide. "Jeg antog du drak kaffe, eller foretrækker du hellere te? Jeg lavede begge dele for at være sikker." Hun havde lagt hånden om Kaffekandens hank, for at være klar til at hælde op, hvis det var det rette bud. Det virkede uanset til at være vejen frem, at hælde op til ham. Det var stadig lidt underligt at Ministeren for magi opsøgte hende og hjalp hende, men hun kunne også godt forstå det, nu han have været tæt med hendes mand.

Det overraskede hende, at han spurgte til hvordan hun havde det. Det var et svært spørgsmål at svare på, for hvor ærlig skulle hun være? "Jeg har det okay. Det har hjulpet meget at butikken er færdig. Tak for hjælpen med det forresten, jeg ville aldrig have haft råd til det uden din hjælp. Det er også en hjælp, at min lillebror har sommerferie. Han kan tage sig af Melody, mens jeg tager mig af butikken." Sandheden var at det var hårdt, og hun nemt kom til at føle sig ensom om aftenen. Tabet af sin mand hang stadig tæt over hende og hun savnede ham frygteligt. Havde det ikke været for Melody, så var hun nok selv gået til også.

Natacha smilede høfligt og hældte så kaffe op til ham. Hun ville gerne vise sig fra sin bedste side, nu det var en af Bens venner, måske endda nære venner, skønt de aldrig rigtig havde mødtes før. Kun til nogle firmafester, hvor alle havde travlt og ingen havde tid til at tale ordentlig sammen. "Småkage?" Hun rakte ham tallerkenen med kager på i tilfælde af at han ville have en, og kom så til at sukke kort for sig selv. "Ja, I har vel travlt med en masse.. ting. Jeg er ikke helt inde i det må jeg indrømme, jeg ved bare at Ben ofte havde meget om ørerne." Som hun havde sagt det slog hun blikket ned, og blev meget stille. Det var ikke nemt for hende og hun kæmpede med ikke at lade byrden overvælde hende. For at skjule sorgen kiggede hun i retningen af Melody, Hun lå da heldigvis stadig og sov. Det var godt. 

Hun rettede blikket imod Ministeren igen og fremtvang et smil. "Ja, jeg må bare håbe nogen vil købe blomster." Mon ikke der var det. Det var trods alt noget mange forelskede par gav hinanden.

Natacha satte fadet med småkager fra sig igen, hun havde nok ikke helt regnet med at han ville sige nej til småkagerne, men måtte jo acceptere det. Selv mente hun dog at en ikke ville skade men ham om det. Hun havde måske også et lidt skævt forhold til søde sager oven på alt der var sket, så var hun nok kommet til at trøstespise lidt for ofte, uden at det da var noget der kunne ses på hende.. heldigvis. 
Det undrede hende ikke at han havde meget at se til, som minister var der vel sikkert meget at holde styr på, han nævnte en af de helt store ting, nemlig virussen. "åh ja, virussen.. Hvordan har du det efter det? Du blev også ramt ikke?" Selv havde hun været så dybt begravet i tabet af Ben og den nye rolle som Mor, at hun slet ikke lige havde kunnet fokuserer på en sygdom, der dog lød meget alvorlig. Hun var bare glad for at både hun og Oliver var gået fri af den, og hun turde da slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis virussen havde ramt Melody. Hun lagde dog blidt en hånd over på Alecanders arm og smilede til ham. "Min dør står altid åben, hvis du har brug for et break." Nogen ville nok mene det var utroligt, at hun havde tid til at tage sig af andre på den måde, med alt det hun selv kæmpede med, men hun ville gerne at folk omkring hende havde det godt. Det blev nogen gange vigtigere end hvordan hun selv havde det. "Jeg skal nok sige til, tak. Måske... Nej.. Nej, jeg tænkte bare på, at jeg måske kunne bruge en medarbejder i butikken, men det må jeg selv kunne klare, når bare lige jeg får overblik. Desuden har jeg jo Oliver indtil skolen starter igen." Hun sukkede træt og drak så af sin kaffe. Normalt drak hun mest te, men efter Melody var født og alt det det krævede med butikken, var hun gået over til kaffe i håb om at kunne holde sig bedre vågen ved det. 

Natacha så lettere bekymret på Alecander. Hun vidste faktisk ikke meget om ham, men hun håbede da på at der var nogen omkring ham så han ikke var alene. Havde der ikke været noget med en hustru, eller hvordan var det nu lige? "undskyld Alecander, der har været så meget på det sidste, men hvordan er det nu, bor du alene? Nej vel... Du har da en kone ikke? eller samlever?" Hun mente der var en eller anden, hun kunne bare ikke komme på kvindes navn. Men der var noget i hende der var sikker på han havde noget med en eller anden. Var det bare en forelskelse måske? Nej, hun kunne simpelthen ikke huske det. "Uanset er jeg glad for at du er rask igen."

Det var egentlig også rart nok, at han spurgte til Oliver. Hun vidste godt at hendes mand aldrig rigtig havde brudt sig om at Oliver skulle bo hos dem, men det havde hun insisteret på, da de havde mistet deres forældre. Så at Alecander nu spurgte til ham, gjorde hende egentlig glad. "Han starter sit 7. år efter ferien hvad han så skal tror jeg ikke han ved endnu."

Den dårlige samvittighed over at have taget fejl skyldede ind over Naracha. Hun havde ellers bestemt ment der havde været noget, men det var altså forkert. "Åh, det må du meget undskylde. Det... ja undskyld." Det var ikke rart at tage fejl med sådan noget og Natacha følte sig egentlig bare dum, fordi hun burde have bedre styr på tingene, men det havde hun ikke. at i hendes hverdag gik med amning, bleskift, blomstervanding, bleskift, amning, mad til sig selv og så lige bleskift. Det var hårdt og udmattende, men hun klagede ikke. Sådan var Natacha ikke. Hun kommenterede sjældent på den mængde stress hun selv var hæmmet af. Det var noget hun måtte klare og gerne uden verden så det.
Hun lyste dog alligevel lidt op som han fortalte, at der boede en kvinde hos ham. "Så var jeg da ikke helt ved siden af." smilede hun så og trak lidt på skuldrene.

"Gammel... Så skulle du se hvor høj han er blevet! Han er efterhånden et helt fyrtårn. Jeg er vidst nød til at få købt nye kapper til ham inden det nye skoleår. Måske hvis vi kommer afsted inden alle andre også begynder på skoleshoppingen, så kan det være det går nogenlunde gnidningsfrit." Hun havde lidt svært ved at se hvordan hun skulle få en nyfødt med rundt i alle de butikker og gide lægge stille, mens der blev taget mål til en kappe til Oliver Brayson. Hurtigt fandt hun dog smilet frem igen, facaden skulle ikke gerne brydes.